Gravhunden

 

 

Gravhunden

 

Gravhunden findes i 3 hårlag - Langhåret, korthåret og ruhåret. De 3 størrelser - standard, dværg og miniature findes i alle 3 hårlag, så der er 9 forskellige slags gravhunde at vælge imellem.

Da vi skulle have en hvalp havde jeg længe leget med tanken om at få en ruhåret. De er jo også ganske kønne og så har de et dejligt robust udtryk. Så jeg kiggede både efter ruhårede og langhårede hvalpe. Dvs. det gjorde jeg indtil jeg tilfældigvis kom forbi hjemmesiden tilhørende den kennel som mine forældre fik deres sidste langhårede gravhund fra. Da jeg så kennelens hunde var det som at se goe gamle Quicke, som allerde da havde været væk i mange år - langhåret kærlighed ruster ikke!

Mht. til størrelsen så var jeg fra starten af sikker på at det skulle være en standard. Det er den størrelse jeg har set anvendt i praksis som brugshund, en fin størrelse til en lille arbejdshest med tykke ben og hugtænder. Det er min opfattelse at standarderne er mere rolige og harmoniske gravhunde. Det hysteriske ry gravhunde har iblandt vil jeg hermed give de andre størrelser skylden for.... Den bemærkning skal nok gøre mig upopulær blandt nogle, men jeg har iagttaget, at når flere gravhunde er samlet, til udstillinger, træning m.m. så er det oftest de små størrelser der laver spektakel.

 

Man kan finde gravhundehvalpe på Dansk Gravhunde Klubs hvalpeliste.

Jeg har dog importeret min hund fra Sverige. Der kan være gode grunde til at importere en hvalp fra Sverige. Hvad angår langhårede standard gravhunde, så er udvalget af opdrættere stort og der findes rigtig gode jagtlinier. De langhårede bliver ikke brugt så meget til jagt herhjemme, som de andre hårlag. Det er ikke tilfældet i Sverige, hvor de langhårede er populære jagthunde og der er en tradition for at bruge dem.

 

Herunder en generel beskrivelse af gravhunden. Beskrivelser findes der mange af på nettet og i litteraturen i øvrigt. Hvis du har lyst til at læse mere, så kan jeg anbefale:

Bog: Gravhunde. Af Maria Metzger, Dansk Kennel Klub, ISBN-nr. 9788778573131.

 

Gravhunden stammer fra Tyskland, hvor den er opkaldt efter grævlingen – Dachs. Grævlingenavnet er også brugt i mange andre lande. Arkæologiske fund herhjemme og i resten af nordeuropa indikerer, at vi har haft kortbenede hunde helt tilbage til hedenold. Måske blev de allerede dengang brugt til gravjagt eller som langsomt drivende jagthunde? Gravhunden, som vi kender den i dag, er kendt tilbage fra middelalderen i Tyskland. Der er udbredt enighed om, at de tyske Bracken er brugt i avlen, men oprindelsen fortaber sig i det uklare. Den oprindelige gravhund er den korthårede. Den ruhårede er fremkommet ved forædling med pinscher og dandie dinmont terrier. Den langhårede er på samme vis fremkommet ved fremavl med sussex- og field spaniels.

Jagtegenskaberne er i tidens løb blevet strømlinet. En lang dag med drevjagt i skoven stiller store krav til hundens krop, og derfor er en funktionel, sund og korrekt kropsbygning af allerstørste betydning. For at være en brugbar hund til gravjagt er det ikke nok at være kortbenet. Hunden skal have aflang kropsform, magtfuld kæbe, store tænder med godt bid, og frem for alt de mentale egenskaber er vigtige egenskaber i en hule: selvtillid, mod, stædighed og overskud. Takket være deres fine lugtesans er gravhunden også gode sporhunde.

Den lille "allrounder", er racen blevet kaldt, og den bærer betegnelsen med rette. En gravhund er ikke bare en slags hund. Den findes i tre størrelser, i tre forskellige hårlag, det er hele ni forskellige slags! Som om dette ikke er nok, så bliver den også anvendt til flere forskellige typer jagt og kan opnå brugsprøver i grav, drev og spor.

Gravhunden forekommer i alle farver, der findes sågar merlefarvede og tigrede (stribede). Ifgl. Standarden er helt- hvide og sorte ikke acceptabelt. De ruhårede er ofte vildsvinefarvede.

Racen er lang, lav og muskuløs, men på ingen måde hæmmet af den lille særlige kropsform. Det er en mutation der giver de korte ben, en mutation som bevidst er blevet forædlet på.

Gravhunden er hundenes svar på en lille firhjulstrækker – den elsker at arbejde med spor og drev i terrænet og kan trave i timevis. Men nogen løbemakker bliver den aldrig, - der skal være et formål med tingene og det skal helst foregå offroad. Men bare rolig, drev og sportræning er også god motion for mennesker!

Gravhunden er oprindelig avlet til at være en brugshund. Hvis man anskaffer sig en alene for at få en familiehund, så vær opmærksom på ikke at undertrykke dens natur. Den er en udmærket klappehund, men den skal også have lov at være gravhund, så den er ikke egnet som familiehund i den inaktive familie eller hvor der ikke er adgang til offroad.

Min mor siger altid i sjov, at de fik deres første gravhund fordi det var en hund hele familien kunne klappe på en gang. Sandt er det at gravhunde er gode familiehunde hvor der er børn. De tolererer børnenes væsen og kan være gode legekammerater og omsorgsfulde beskyttere. Forældrene skal dog være opmærksomme og ikke efterlade små børn alene med en hund, - den kan have meget svært ved at glemme dårlig behandling, tab m.m. Vær også på vagt hvis barnet skal gå tur med hunden, en aktiv standard hund der får fært af noget spændende, kan barnet ikke tøjle. Den seje lille gravhund har ofte heller ikke den fornødne respekt for større hunde.

Gravhunden er en klog lille hund, som elsker det sociale fællesskab i flokken, men den vil gerne selv bestemme. Det kræver at floklederen er opmærksom og konsekvent, ellers overtager hunden rollen.

 

Hvor der er rigelig adgang til mad tager den gerne for sig af retterne, så pas på med taljemålet, mange gravhunde er for tykke. Det er hverken særligt kønt eller godt for hunden, som elsker at være aktiv.

Gravhunden er en vågen hund med hurtige reaktioner. Den kan nemt kende dine lyde, når du kommer hjem, men den kan også høre hvis det er en fremmed og så gør den advarende – umiddelbart efter hilser den begejstret hvis det er en velkommen gæst.

Gravhunden er modig. Tænk engang hvad det må kræve af en hund at arbejde under jorden – et unaturligt og oven i købet fjendtligt miljø, hvor den skal sætte sig i respekt overfor et rovdyr på dens egen størrelse. Der er ikke mange andre hunderacer, der kan mønstre det mod. Når man skal vælge gravhund og ikke ønsker at få en lille pivskid, så er det faktisk værd at bide mærke i, om der er gode gravpræmieringer på stamtavlen. Gravhunden er ikke blandt de racer der klarer sig bedst i lydighed. Dertil passer dens personlighed ikke; man kan vel sige at den ikke kan se formålet med det. Selvfølgelig kan den lære alt det basale – indkald, stop, dæk, søg osv. Men nogen tomhjernet eksercitssoldat bliver den aldrig. Hvad den ikke formår i lydighed formår den til gengæld i udholdenhed og sanseindtryk gennem næsen.

Tæverne kommer i løbetid første gang 7-10 md. gamle. Hannerne er kønsmodne i 8-9 måneders alderen. Motion kombineret med sportræning er godt for hunde i slyngelalderen. Det tager den ekstra energi og skærper koncentrationen. Pas på med ikke at pace hvalpen. Det kan føre til en støjende og hyperaktiv hund, når det man egentlig ønsker er en rolig afbalanceret hund.

 

Racen har sjældent pelsproblemer. De langhårede skal børstes eller redes med mellemrum, det er særligt omkring ørerne pelsen "kager". De ruhårede har oftere brug for pleje - pelsen skal trimmes. Man bør få en vejledning af opdrætteren på hvordan pelsplejen skal foregå. Der er også hjælp at finde i de lokale DGK-udvalg.

Hvis man ønsker at avle på sin hund bør man få den bedømt af flere dommere. Bedømmes den godt gentagne gange kan dens afkom være til gavn for racen. Udstillinger er også spændende at deltage i og et godt sted at knytte kontakter. Hundene synes også det er underholdende at komme lidt i byen.

Udstillingsbedømmelse bør også kombineres med brugsprøver, samt et praktisk tjeck af hunden – er den skudræd?, vandtolerant?, tolererer den andre hunde, børn? m.m. samt selvfølgelig, lever den op til gældende avls-anbefalinger/krav.

 

22.04. Kåd leg i haven.

22.04. Charles Leboeuf